Fredag d. 14. august inviteres alle, der er en del af Gimle-historien, til fejringen ”20 år i Tanken”
I august er det 20 år siden, at Gimle rykkede ind i det nedlagte vandværk på Helligkorsvej efter at være vokset ud af rammerne på Ringstedgade, hvor det hele begyndte for snart 40 år siden. Og selvom et jubilæum normalt fejrer fortiden, så er det ikke helt den plan, Gimle har lagt, når der inviteres til fejring i august.
”Det ligger i vores DNA og vores historie, at vi som et ungdomskulturhus hele tiden er i udvikling og på vej i nye retninger, så vi forsat er et vigtigt sted for det unge, det nysgerrige og det afprøvende. Derfor er det også vigtig for os, at fejringen af Gimles tid på Helligkorsvej ikke kun bliver et nostalgisk tilbageblik på fortiden, men i lige så høj grad bliver en fejring, der peger fremad,“ fortæller spillestedsleder Kasper Bjørn Jensen.
Programmet for fejringen offentliggøres løbende, men allerede nu kan det afsløres, at gæsterne både kan opleve ny musik og taler med fokus på fremtiden. Og det er helt i tråd med det sigte, som spillestedet og kulturhuset, der årligt præsenterer mere end 250 arrangementer, har. “Gimle tog sidste år hul på ny strategi med et endnu tydeligere fokus på at udvikle byens og regionens unge talenter ikke bare dem på scenen, men også dem, der gerne vil dygtiggøre sig inden for det arbejde, der foregår i maskinrummet omkring koncert- og eventafvikling, markedsføring og alt det andet, der skal til for at gøre koncerter til store oplevelser,” uddyber Kasper Bjørn Jensen.
Men nu hvor det snart er 20 år siden, at Gimle voksede ud af Ringstedgade, så er det måske oplagt at spørge, om Gimle så i dag er ved at vokse ud af rammerne på Helligkorsvej? ”Nej, i hvert fald ikke endnu, er det korte svar, men vi oplever da, at flere og flere af navnene på programmet går udsolgt. Det er også en af grundene til, at vi samarbejder med Roskilde Kongres- og Idrætscenter om at præsentere de navne, der kan trække et større publikum. Men på Gimle har vi stadig en vigtig opgave i at inspirere publikum til at tage til koncerter med artister, de ikke kender så godt i forvejen,” lyder det fra Kasper Bjørn Jensen, der håber, at mange tidligere gæster, frivillige, samarbejdspartnere og alle med et forhold til Gimle vil kigge forbi til fejringen.