Luftens Helte feat. Lars Thiesgaard

“Lad os så vove fjerene!”

Ordene runger som et kampråb for en hel generation, som voksede op med Disney Sjov på DR. I foråret 2027 tager Luftens Helte på turné – med navn efter den ikoniske linje fra introsangen til “Darkwing Duck” – med et helt nyt show. 

De 20 musikere tager dig med på en musikalsk rundrejse gennem ikoniske hits fra klassiske animationsfilm som Løvernes Konge, Disney Sjov, Mulan og Tarzan. Og denne gang med selveste Lars Thiesgaard som gæst – stemmen bag et utal af tegnefilmsfigurer såsom Sorteper, Georg Gearløs, Bubbi, Don Karnage og Pumba. “Hakuuuuuna Matataaaaa!” – mere skal der ikke til, før du hører hans stemme for dig. 

Det er et brag af en Luftens Helte-koncert, som du kender den, men hvor der skrues op for nostalgien og humoren – og tilføres autentisk tegnefilmsmagi i form af Lars Thiesgaard, der kommer direkte fra filmenes verden. Han sætter rammen og krydrer oplevelsen med sanglinjer fra filmene, herlige punchlines og ikoniske speaks, som man husker dem.

Det bliver en stående koncertfest for alle, der er klar til at synge, danse og hoppe, mens barndommens største sange får nyt liv. Og ja – stemmen, der sagde “Kommer snart på Disney DVD”, kommer snart ud på dit lokale spillested.

NÅR STEMMEN FRA DIN BARNDOM STÅR PÅ SCENEN

Lars Thiesgaard har sat sit præg på generationers barndom med sine varme, gakkede og ikoniske stemmer og har været med i studiet, hvor magien skete, både som stemmeskuespiller og instruktør. 

“Vi har altid ønsket at give publikum følelsen af at træde ind i filmenes univers,” forklarer forsanger og kapelmester Hans Ole Munkgaard. “Med Lars på scenen føles det, som om universet selv træder ind i koncertsalen. Det bliver større, vildere og endnu mere rørende.”

Med 20 musikere på scenen bestående af tre stærke forsangere og et stort hold af instrumentalister – på alt fra saxofoner, flygelhorn og violiner til marimba og guitar – leverer Luftens Helte sammen med Lars Thiesgaard en koncertoplevelse, der vækker sangene fra de velkendte film til live, så det kan mærkes helt ned i tæerne. 

Tilsammen skaber de den autentiske lyd, man kender fra de velkendte tegnefilm.

Bandet har spillet for udsolgte sale over hele landet, modtaget femstjernede anmeldelser i GAFFA og været blandt musikmagasinets fem nominerede til Årets Livenavn. 

FESTEN BLIVER … GAKKET
Med Lars Thiesgaards hjertevarme, skæve og humoristiske bidrag til Luftens Heltes show, kan du godt begynde at varme lattermusklerne op og forberede dig på en nostalgifest, du aldrig vil glemme.

Så find dine indre 90’er-vibes frem, snør skoene, og smør stemmen. For karavellen letter igen i foråret 2027. Er du klar til at vove fjerene?

LARS THEISGAARD
I 1990’erne vælter det frem med højkvalitets Disney-film, og i midten af det står Lars Thiesgaard, som oversætter, caster, instruerer og lægger stemme til et hav af figurer.

Lars instruerede dialogen i mange af dem og har arbejdet med film som Skønheden og Udyret, Aladdin, Løvernes Konge, Pocahontas, Klokkeren fra Notre Dame, Toy Story, Herkules, Tommelise, Anastasia og Tarzan.

I det folkekære Disney Sjov på DR var Lars også ombord, og her lagde han stemme til figurer som Sorteper, Georg Gearløs, Gizmo And, Bubbi, Monty Mus og Don Karnage. Og her sneg han sig med i mange af sangene, bl.a. temasangen til “Darkwing Duck”, hvor han leverer den mindeværdige linje “Lad os så vove fjerene!”

Mest ikonisk er måske hans rolle som Pumba fra Løvernes Konge, der kan få enhver i godt humør.

  • Fredag 05.03.27
  • Start
    20.00
  • Sted
    Roskilde Kongres- og Idrætscenter
  • Scene
    Roskilde Kongrescenter, Sal A
  • Billetpris
    390 kr.
  • Forsalg
    390 kr.
  • Dørsalg
    425 kr.
  • Siddende/stående
    stående