Succesen fortsætter! Sebastian Klein er tilbage med sit hylende morsomme og dybt fascinerende foredragsshow, Verdens mest berømte dyr – en oplevelse, der begejstrer både børn og voksne over hele landet.
Ligesom der findes berømte mennesker, findes der også berømte dyr. Dyr, der har gjort noget helt ekstraordinært, overlevet det umulige eller været involveret i så usædvanlige begivenheder, at de er blevet kendt verden over.
Dyreverdenens berømtheder spænder vidt: fra filmstjerner og sportsidoler til krigshelte – og endda massemordere. Blandt dem finder man hanen Mike, der levede i halvandet år uden hoved, bjørnen Wojtek, der blev soldat i den polske hær, gorillaen Koko, som lærte tegnsprog, og hunden Bobbie, der vandrede over 4.000 kilometer for at blive genforenet med sin familie. Hertil kommer hvalen Hvaldimir, mistænkt for at være spion, krokodillen Gustave, der menes at have dræbt op mod 300 mennesker, og blæksprutten Paul, der efter sigende kunne forudsige udfaldet af fodboldkampe.
Disse dyr – og mange flere – er for altid skrevet ind i verdenshistorien. I 2022 udkom Sebastians bog Verdens 100 mest berømte dyr, som for første gang samlede fortællingerne om dyreverdenens største celebriteter på dansk.
Nu bliver bogen til et levende og visuelt foredragsshow, hvor Sebastian tager publikum med på en fascinerende rejse gennem nogle af de mest spektakulære og utrolige dyreskæbner. Showet er rigt illustreret med filmklip og fotos og henvender sig til hele familien.
Varighed ca. 45 min. + meet and greet.
Anbefalet alder: 3-99.
Bliv medlem – og få det hele til det halve!
Som medlem af Gimle for Børn kommer du ind til halv pris til alle vores arrangementer, så længe medlemskabet løber. Gimle for Børn har både en efterårs- og forårssæson, og du tegner medlemskab for én sæson ad gangen.