BYPARKSKONCERT MED JUNKYARD DRIVE + ASHES OF BILLY + AAL

Sommeraftener på græsset i Byparken i Roskilde med tidens nok bedste livemusik er en lokal tradition på tværs af generationer. I år bliver ingen undtagelse, når Gimle og Roskilde Kommune præsenterer gratiskoncerter under åben himmel.

3 x ROCK, HVOR BARNESKOENE ER TRÅDT PÅ GIMLE

Den sidste tirsdag i juli i Byparken bliver et lokalt rockbrag af bedste skuffe. Ikke nok med, at de tre navne, Junkyard Drive, Ashes of Billy og AAL alle håndterer rockens stolte traditioner, så har de alle spillet nogle af deres første koncerter på Gimle, og for de første tos vedkommende været på scenen på helt centrale tidspunkter i karrieren.

JUNKYARD DRIVE

Junkyard Drive har siden opstarten i 2014 markeret sig på rockscenen med intens energi og utvetydig lidenskab. Efter at have cementeret deres renommé med albummene “Black Coffee” og “Electric Love”, har de bevist deres evne til at udvikle sig og skabe musik, der resonerer. Med albummet “Look At Me Now”, fortsætter Junkyard Drive med at begejstre deres fans med ærlige fortællinger og kraftfulde melodier, alt imens de forbliver tro mod deres rødder. Bandet holder fast i deres titel som et af Danmarks bedste rockbands (under 40) og ser kun fremad mod nye eventyr på rockscenen.

ASHES OF BILLY

Den danske teenage-trio fra Roskilde, Ashes of Billy, har slået sit navn fast med syvtommersøm på den danske rockscene, siden de for få år siden spillede en af deres første koncerter på The Raven, Gimles café.

Med deres energiske og moderne take på grunge, heavy, skaterpunk og Rock’n’Roll, formår bandet at blande ungdommens rå nerve med musikalsk modenhed – trods deres aldre på blot 16, 16 og 17 år. De har optrådt i bl.a. Go’ morgen Danmark og deres single Feel You Around har toppet med en hitlisteplacering som nummer 5 på Spotify Viral 50 DK med de 50 mest delte og hypede sange i Danmark – det hører til sjældenhederne, at rock overhovedet dukker op dér.

Bandet har allerede spillet på nogle af de helt store scener – bl.a. Copenhell, SPOT Festival og Jelling Musikfestival og senest er de annonceret til Sweden Rock Festival og den amerikanske festival Summer of ’99 and Beyond. Så det hele er gået meget stærkt for de tre gutter, siden de slog de første toner an på Gimles anlæg i 2023.

AAL

AAL består af tre teenage-venner fra Lejre – Aksel, Aslak og Laurids. De laver deres egen musik. De har et punked, grunged og til tider lalleglad udtryk, og gennem personlige tekster formidler de budskaber om at være forvirret teenager, reckless skater og imod krig. AAL har bl.a. spillet support for Uffe Lorenzens band Lydsyn på Gimle til publikums store begejstring og åbnede det traditionsrige julerockbrag med Sack Trick og Alabama Blacksnakes på Gimle tilbage i december.

”Jeg glæder mig personligt til en rigtig rockaften på den sidste tirsdag i juli, og jeg kan kun anbefale, at man også kigger forbi, selvom man ikke normalt er til rock. For den her aften bliver stedet, hvor man møder det virkelig høje niveau, vi kan opdyrke i musikbyen Roskilde, når vi tør satse på musikken og give den de bedste vilkår til at udvikle sig,” slutter Gimles programchef, Lauge Hede Kjærum.

  • Tirsdag 28.07.26
  • Start
    18.00
  • Sted
    Byparken
  • Siddende/stående
    stående