Augusta Schackinger

Den 20-årige odenseanske sanger og sangskriver Augusta Schackinger skriver tekster, som stræber efter mere end blot at skildre livets op- og nedture. For hende handler det om at skabe billeder med ord – billeder, der rækker ud over generationer og fortæller om steder og oplevelser, der eksisterer både i og uden for den fysiske verden. Med sin karakteristiske blanding af drømmende pop og lyrisk melankoli bevæger Augusta sig i et rum mellem det virkelige og det symbolske. 

Trods sin unge alder har Augusta allerede flere års erfaring med musik. Hun debuterede i 2022 med singlen “Stjerneklare Nætter”, som blev indspillet i et lydstudie hos hendes far, hvor de i samarbejde stod for hele produktionen. Sangen blev brugt i Jonas Risvigs ungdomsdramaserie “Grænser” og har i dag over 1 million afspilninger på Spotify.

Siden har Augusta udgivet en række singler, før hun i 2024 indledte et samarbejde med Sony Music. Her udgav hun sidste år singlerne “Et Sted På Vesterbro” og “Febersol” og ikke mindst det regulære streaming-hit “Ødelagt Byen” med artist-kollegaen Olivver – en sang der ryddede Spotify-charten og blev sensommerens mest streamede sang.

Augusta er nu aktuel med singlen “Anerkender Mig” – en eftertænksom sang der skildrer en ærlig erkendelse af den sårbarhed, der opstår, når vi længes efter anerkendelse.

Augusta kigger nu ind i et år der kommer til at byde på meget mere ny musik – og ikke mindst en godt fyldt koncertkalender, som nu udvides betragteligt med 19 nye datoer i efteråret 2026.

SUPPORT: MAGNUS Ø

Magnus Ø er en ung musiker, som beskriver det daglige hverdagsliv som ungt menneske i dag gennem ærlige danske tekster. Han skrev i foråret under på sin første pladekontrakt hos Universal Music, og udgav singlen “Møntvask” i starten af september.

Når Magnus Ø indtager scenen, medbringer han sine guitarer, og sørger for en intim og magisk oplevelse gennem sine nærværende, ungdommelige tekster og sit eget melodiske univers.

Når Magnus Ø ikke er af sted med sit soloprojekt, arbejder han både som sangskriver og livemusiker, hvor han blandt andet har brugt hele sommeren på at besøge mange af landets festivaler. Han er nemlig guitarist for Mumle, som han ligeledes har skrevet adskillige sange sammen med.

  • torsdag 03.12.26
  • Start
    20.00
  • Dørene åbner
    19.00
  • Sted
    Gimle
  • Scene
    Tanken
  • Billetpris
    190 kr.
  • Forsalg
    190 kr.
  • Dørsalg
    225 kr.
  • Siddende/stående
    stående