r8Dio præsenterer – Vækkelsesshowet
Hele Danmarks medie-powerpar Allan Sindberg og Klavs Bundgaard fra r8Dio går endnu engang next level med deres andet liveshow og denne gang er det ikke bare et show, det er faktisk et moderne korstog. Efter at have etableret en radio, opkøbt både et bryghus og et fodboldhold, taget på livetour og skrevet bestselleren Ledelse i gulvhøjde, er det nu tid til at sprede budskabet om – livsstil i gulvhøjde? til endnu flere. Ikke kun til de trofaste lyttere, men også til dem, der endnu ikke har oplevet r8Dios unikke univers. Det er kort sagt en bevægelse.
Uanset om du er fan af r8Dio, Skuldborg eller podcasten Undskyld vi roder – eller bare savner mening og fællesskab – så er det nu, billetten skal bestilles. Så vågn op! Vækkelsesshowet er ikke bare underholdning. Det er en invitation til at blive en del af noget større.
“Vi vil vække de vildfarne” som programchef, leder og DJ Allan Sindberg siger: “Hvis du går rundt i tågerne og savner mening, så vil vi gerne sige: Kom og vær en del af vores fællesskab. Her er der plads til dig.”
Hvad kan du forvente?
Forventninger er farlige, mener de to. Derfor lover de ikke noget – udover at du bliver positivt overrasket. Showet trækker inspiration fra de store politiske rallies i USA og massebryllupperne fra Moonbevægelsen. “Det er den samme følelse af sammenhold, nærhed og gennemsigtighed, vi vil skabe. Bare i en r8Dio-fascineret udgave,” siger Allan Sindberg.