WINTERSUN + SEVEN THORNS + ETHEREAL KINGDOMS + FAANEFJELL

Der er kun ÉN måde at fejre, at sommeren er forbi, og du nu skal indendørs igen for dit koncertfix. Sådan her:

For første gang i Danmark - WINTERSUN!

Det finske metalband blev grundlagt tilbage i 2004 af frontmand og forsanger Jari Mäenpää, og samme år udgav de det højt roste debutalbum Wintersun. Otte år efter udgav bandet deres andet album Time I, som sandelig mødte deres fanbases forventninger med sange som Sons of Winter and Stars og Time.

I 2017 udkom bandet med deres tredje studioalbum The Forest Seasons. Dette album inviterer lyttere på en musikalsk rejse i en mystisk skov med blot fire sange, der til sammen varer 54 minutter. Albummet er Wintersuns mest varierende opus, der adskiller sig meget fra andre albums. Når Wintersun besøger Gimle, tager metalbandet derfor publikum med på en musikalsk rejse af den anden verden – en koncert, du ikke må misse!

Seven Thorns

Danmarks bedste Power Metal band Seven Thorns har taget hul på et nyt kapitel med udgivelsen af deres tredje album i december. Fundamentet er fortsat klassisk og neo-klassisk, men vægten er lagt på noget mørkere og tungere end førhen. Resultatet er catchy, store og slidstærke melodier, højt teknisk niveau og et mættet, mørkt lydbillede rigt på detaljer.

Som bandets guitarist og sangskriver Gabriel Tuxen siger: “Vi ville lave et album der var sjovt at spille live, og som både appellerede til vores fans og folk der ser os live første gang. Det synes jeg lykkedes for os, og mere til”.

Ethereal Kingdoms

Uforudsigelig skønhed. Uventet brutalitet.
En teatralsk symfonisk metaloplevelse, som du aldrig har set det før.

Ethereal Kingdoms byder dig indenfor i et lydunivers, hvor sangene spænder fra svimlende høje toner til flænsende skrig, fra nostalgiske melodier til skærende dissonanser, fra dybfølte soloer til knuste violiner.

Det københavnske band, der debuterede i januar 2018, har allerede været omkring Wacken Metal Battle Danmark finalen, SPOT festival og folkmetal-braget med Finntroll, Vanir og Sylvatica på Gimle.
Ethereal Kingdoms udgiver i maj 2019 deres debutalbum via Mighty Music.

Faanefjell

Faanefjell blev skabt i 2009 i en røgfyldt kælder, hvor de skrev tre sange omkring vrede trolde, mens de drak mjød. Deres debutalbum, Trollmarsj, udkom i 2010 og fortæller en historie om to vrede trolde på en rejse. Bandet har siden deres start bevist, at de er et stærkt liveband, og på scenen kan man opleve dem i troldekostume med lysende, gule øjne.

I november 2018 udkom studioalbummet Dovrefall, som bygger oven på troldeuniverset. Dette album viser en mørkere og mere brutal metallyd, end vi er vant til fra Faanefjell.

Forlæng oplevelsen med et besøg i Gimles hyggelige café, der er åben før og efter koncerten.