Koncerten er flyttet fra d. 13. januar. Billetter til den oprindelige koncert er stadig gyldige til den nye dato.

Tuhaf er et tyrkisk/dansk band, der spiller psykedelisk popmusik, med rødder i
70'ernes tyrkiske genre 'Anadolu Rock'.

Siden 2015 har de rystet de skrå brædder i Danmark og Tyrkiet med deres
kombination af gnistrende electropop, hvinende sjælere om savn og sorg og
klassisk 70'er-rock i stil med Led Zeppelin og Erkin Koray.

Den evigt karismatiske frontkvinde Berrin Bas styrer skibet gennem trøstesløs
støvregn og stormende afgrunde, når Tuhaf tvinger deres publikum med på
anatolsk genopdragelse.

Bandet udgav i 2019 deres EP 'Gölgeden' – i kølvandet debutudgivelsen fulgte
blandt andet et headliner show i Lille Vega, en booking til den desværre aflyste
Roskilde festival 2020, en DMA statuette som ´årets nye danske roots-navn
2020' og ikke mindst uvurderlig live-erfaring fra scener i hele landet.

Nu er Tuhaf klar med det spritnye album 'Mere Guld' der slippes løs i
november 2021. Live spiller de fortsat både deres nye materiale og en
håndfuld gamle tyrkiske stedsegrønne klassikere fra 60'erne og 70'erne.

Med Mere Guld bliver Tuhaf - som navnet angiver - i sporet fra deres EP med
udgangspunkt i 70'ernes Tyrkiet, med folkeprotest, ungdomsoprør, samfundskritik og en eksplosion af kreativitet indenfor musikken. De byder på mere af samme skuffe, men selvfølgelig med nye interessante vinkler. Bandet har besluttet sig for at tilføje elementer af americana, og 90'ernes bølge af psykedeliske elektroniske trance-genrer - alt sammen håndspillet og optaget analogt med hård stil i Københavns bedste punk & rock-studie Ballade Studios på Nørrebro. Forvent dansable techno-takter og lange smukke instrumentalpassager såvel som rå guitarbårne riff-slaskere og flere af Tuhafs
kompetente signaturballader med et tyrkisk islæt af gigantiske følelser og Torosbjergenes vinterkølige vindblæste vidder.

Foruden Berrin Bas består bandet af:
Kristian Haarløv (Sort Stue, Whoareyoupeople) Mathias Findalen (Cody), Mads
Bendsen (Orcas) og Rune Lohse (Horse Orchestra, M. Rexen, New Kids).

Forlæng oplevelsen med et besøg på The Raven, der er åben før og efter koncerten.