METALIZED TOUR: 
Illdisposed - Vanir - Defacing God - Heidra

Der er blevet brygget godt og grundigt i den danske undergrundsscene i de sidste 10 år. Bands springer frem, som paddehatte i bunden af en efterårsskov, og talentet trives i stor stil.

Intromental Europe og Metalized Magazine har derfor besluttet sig for at give en hjælpende hånd til nogle unge, håbefulde bands og samtidig tilbyde nogle lidt mere etablerede bands en mulighed for at shine, igennem at arrangere en årligt tilbagevendende Danmarkstour, i stil med tidligere tiders "Headbanger's Ball tour".

METALIZED TOUR besøger Gimle med følgende line-up:

Illdisposed 

Vanir

Defacing God

Heidra

Illdisposed 

Illdisposed er et household-name i den danske metalverden, og ingen introduktion er vel egentlig nødvendig. Med deres tonstunge riffs og yderst brutale fremførsel af musikken, fejer de som en mejetærsker hen over det musiske landskab. Bandet, der har 30 år og 15 albums på bagen, river Danmark i stykker, når de på Metalized Touren fremfører hele deres absolut bedste og mest helstøbte album til dato "1-800 Vindication" + en god bunke andre hits fra deres enorme bagkatalog.

Vanir 

VANIR spiller melodisk dødsmetal med et præg af nordiske mytologi blandet med skandinavisk og germansk historie. VANIR blev dannet i 2009 og har udgivet 5 albums via Mighty Music. Bandets diskografi startede i folkmetal men efter et skifte i besætningen på de seneste 2 albums, har bandet i dag rødderne solidt placeret i det melodiske dødsmetal. Bandet har et 6. studioalbum planlagt til begyndelsen af 2022 og vil igen sætte sejl mod at erobre scenerne med deres energiske live show og melodiske dødsmetal.

Defacing God 

Defacing God er inspireret af de rige skandinaviske metaltraditioner og balancerer mellem store melodier, symfonier og balstyrisk ´´In-your-face´´ death metal med inspirationer fra hekseri, okkultisme og det obskure.

Defacing God´s fortælling baserer sig på genopstandelsen af Lilith, som flår lytteren med ind i deres mørke univers og trækker dem igennem en tidsrejse af okkulte myter og gamle historiske fortællinger.

 

Heidra 
Heidra er et københavnsk band, der spiller symfonisk metal med elementer fra black, power, død og klassisk folkmetal. Heidra har brugt de sidste fjorten år på at udvikle deres helt egen lyd, der blander elementer af folk og melodisk dødsmetal med brutal growl, rungende skønsang og kraftfulde metalomkvæd i en tung blanding der river lytteren med ind i deres episke tekstunivers.

Metalized Magazine er hovedsponsor af denne tour og det er en ære at kunne opkalde touren efter Skandinaviens længstlevende metal blad.

Forlæng oplevelsen med et besøg i The Raven, der er åben før og efter koncerterne.