Det vestjyske livefænomen puster atter liv i rockmusikken med annoncering af danske koncerter
og ny bombastisk ballade.

På det skæbnesvangre nye udspil ”Nothing” tænder rock noir-bandet lys i det mareridtsmørke, der
omslutter alt, når man mister. Singlens artwork viser omridset af en kvindeskikkelse som et billede
på dét at blive forladt i et midlertidigt kaos. Men ”Nothing” er i lige så høj grad en håbefuld sang
om individets kamp for at indse, at ingenting ikke er ingenting, og at der altid er et lys i mørket.

Mod midten af det forgangne årti syntes Kellermensch at være opslugt af selvsamme undergrund,
som de år forinden så skelsættende var opsteget fra. Oven på et ualmindeligt succesfuldt forløb
med den selvbetitlede debut i ind- og udland, fulgte 8 år, før det hæderkronede comebackalbum,
’Goliath’, cementerede mørkemændene centralt som ledestjerner på den danske rockscene.
Albummet med den profetiske titel udløste hos GAFFA kåringer som ’Årets album’ og ’Årets sang’
samt to Top 3-placeringer for hele årtiet.
Med deres unikke kombination af trædeorgel, violiner, forvrængede guitarer, dundrende trommer
og tordenbrøl har sekstetten de seneste år genopvakt rockmusikken.

På scenen har Kellermensch udviklet sig fra kompromisløst, larmende rockband i den
esbjergensiske undergrund til internationalt koncertfænomen, der bevæger sit publikum med
smukke og intense, smertefulde og voldsomme liveoptrædener af dramaturgiske dimensioner.
Dette har ført dem til Europas største scener herunder Rock Am Ring, Rock Im Park, Wacken og
Roskilde Festivals Orange Scene. Få kan favne Copenhell og Tønder på samme tour. Et sådant band
er Kellermensch.

Forlæng oplevelsen med et besøg i Gimles hyggelige café, der er åben før og efter koncerten.