Support: Late Runner

GENTS
Ovenpå deres første single i to år, den eksperimenterende ballade ‘little liar’, fortsætter den københavnske duo GENTS deres togt mod en ny lyd, de har døbt cyber croon. Med ‘gimme’ vender de ørerne og øjnene mod intergalaktiske stadionkoncerter.

Duoen udforsker nye sider af deres lyd med et svulstigt synth-tema, korarrangementer og grandios inderlighed, der er som skabt til store scener. Niels Fejrskov Juhl krænger igen sin sjæl ud som heartbroken space raconteur, og Theis Vesterløkkes produktoner bliver stadig mere detaljerede og grænsesøgende med EDM-elementer, et vip med hatten til George Michaels 90’er-hits og en stærk forbindelse til nutidens hyperpop.

Det er en sang, der beder dig om loyalitet, om dit ord og dit venskab. Om at kigge fremad og efterlade fortiden i fortiden.

Den er dermed også tematisk repræsentativ for deres kommende album, ‘souvenir’, som udkommer i Februar 2022 på Yachtvej.

Albummet kredser om Niels Fejrskov Juhl og Theis Vesterløkkes venskab, det at gå gennem highs and lows med hinanden, bide tænderne sammen og komme ud på den anden side hånd i hånd. At ikke opgive den nære relation - hvad enten det er et venskab eller et romantisk forhold, men at kunne blive ved med at stimulere den anden - i dette tilfælde kunstnerisk.

Det har resulteret i et værk, der emmer af personlighed, eksperimenter og et nyfundet mod i duoen til at kaste image overbord og i stedet kaste anker og finde hjem på nye kunstneriske dybder.

CITATER OM TURNÉEN:

Theis Vesterløkke: “At spille koncerter har altid været en del af vores dna, og det er virkelig her, vi finder meningen med det hele. Især når folk kan danse og svede sammen! Vi glæder os helt vildt til at vende tilbage til både store og små scener i hele landet og møde folk igen.”

Niels Fejrskov Juhl: “Vi har altid gjort en kæmpe ære ud af at kunne spille alt fra snuskede barer på vores mærkelige turnéer i Rusland og Europa til de lidt større sale foran vores hjemmepublikum her i Danmark, hvor vi kan skrue lidt mere op for show-knapperne. Vi ved godt, at vi ikke er Beyoncé, men vi tør godt love, at vi skruer op for det helt brede GENTS-vingefang denne gang!”

OM GENTS

Siden debut-EP’en Embrace the Future fra 2015 har den københavnske duo GENTS med crooner Niels Fejrskov Juhl i front vundet hjerterne på fans over hele kloden. Flankeret af soft synth-aficionado Theis Vesterløkke har de to selverklærede spa poppere været på en rejse fra hovedstadens support slots til i dag at have alt fra Roskilde Festival og headlinere på Store Vega og SPOT Festival på samvittigheden. CV’et rummer desuden udsolgte koncerter i bl.a. Paris og Berlin samt talrige turnéer i både Europa og Rusland, ligesom de også har været et smut forbi internationale festivaler som Iceland Airwaves, By:Larm og Reeperbahn. Dette har efterhånden gjort GENTS til et garvet live act, der kan spille alt fra store, scenografisk stringente shows til tvivlsomme barer i europæiske sovebyer - altid med samme GENTS’ske intensitet og showmanship i højsædet.

På udgivelsesfronten har GENTS sluppet de to albums About Time (2017) og Human Connection (2019), der begge har kastet store roser af sig og samtidigt gjort dem til fast inventar i den danske og internationale musikpresse med bl.a. iByen-forsider, anmeldelser i fx The Line of Best Fit og rotationer på DR P3. 

LATE RUNNER

Bag Late Runner står Asger Tarpgaard, som har en fortid i bl.a. Superheroes og Private. Sammen med Thomas Troelsen og co. var han omkring årtusindeskiftet med til definere dansk indie pop/rock, og turnerede i Europa, USA og Japan. Det musikalske udtryk i Late Runner virker mere eftertænksomt og “modent” end Asgers tidligere bedrifter. Musikken er rolig og teksterne bærer præg af et halvt liv levet. Debutalbummet “Nothing’s Real Anymore” udkom den 20. august på Crunchy Frog.

Anmelderne skrev: “Det lyder let, når man hører musikken, men i Tarpgaards velkonstruerede trubadurpop er der noget - meget faktisk - på spil. Selv kalder han sangene for modne, og han er ikke en flyvende teenager-helt længere, men gode musikere flyver lettere med alderen”, Kristeligt Dagblad, Andreo Mielczarek, 4/6 stjerner, 7. september, 2021.

“Nu har Asger Tarpgaard dannet en ny gruppe, Late Runner, hvis aktuelle debutudspil fungerer som en af årets hidtil bedste danske popudgivelser”, JyllandsPosten, Kasper Schütt-Jensen, 5/6 stjerner, 22. august, 2021.

“Der er bare noget musik, der fra første akkord trænger ind under huden og aldrig helt vil forsvinde igen. Det er den følelse, jeg har med danske Late Runner’s album ‘Nothing’s Real Anymore’”, Politiken, Lucia Odoom, 4/6 stjerner, 11. september, 2021.

“…you can easily see Tarpgaard building a new career on this album”, New Noise Magazine, John Moore, 3,5/5 stjerner, 5. oktober, 2021.

Forlæng oplevelsen med et besøg på The Raven, der er åben før og efter koncerten.