Claus Hempler tager på turnè med kufferten fuld af smukke, danske sange.

Den 26. april udgav Claus Hempler sit første dansksprogede album. Kuffert fuld af mursten er ni dansksprogede sange skrevet og sunget af musikeren, gennem hvilke han griller sig selv og gør status på tilværelsen i slutningen af fyrrerne. Det gør han med et stort glimt i øjet og skyder dermed myten om den alvorlige crooner i sænk og minder lytteren om, at en lille snert af selvironi klæder de fleste.

For første gang i mange år har Claus Hempler haft en klar følelse af, at et projekt uanset hvad skulle gennemføres. Her kom lyden af noget, han ikke havde hørt eller lavet før. Det var følelsen af at være på opdagelse ligesom i karrierens start, hvor han sad på drengeværelset på Fyn og skrev sange for første gang. Hvor arbejdet var sjovt fra start til slut. Han fortæller om processen:

”I løbet af en måned havde jeg skrevet 17 sange. Det kom helt ubesværet. Jeg kunne fra start se, at jeg havde fat i noget med det danske sprog. Sådan er det, når man selv bliver fascineret af det, man laver. Jeg blev nysgerrig. Hvad bliver næste linje mon? Hold kæft hvor var det sjovt! Det er længe siden, jeg har haft det sådan.”

Det nye album er produceret af Mahler & Bir (Lars Skjærbæk og Christoffer Møller), som begge har spillet med og produceret for en lang række danske musikere. Det er erfarne folk, og tilgangen har været, at hvis der var en god sang, så skulle den på bordet og indspilles uden for meget snak. De fleste dage startede med, at en sang blev taget op, idéer blev sat i gang, og når dagen var omme, var sangen indspillet.

Support: Søren Manscher

Søren Manscher er et spændende, nyt bekendtskab på den danske musikscene. Den 29-årige sanger og sangskriver har tidligere slået sine folder i bands som Harmonics og Oh Lois, der har rumsteret i undergrunden.
Her har han hovedsageligt skrevet og sunget på engelsk. På solodebutten, “Det er balancerne der holder sammen på det hele”, sprang Søren Manscher imidlertid ud som skarptregistrerende historiefortæller på modersmålet med en række jordnære og personlige sange. “Dansksprogede hverdagssange”. Sådan beskriver Søren Manscher selv de dagbogsprægede sange på debutalbummet. Om sin sangskrivning fortæller
han:

“Imens jeg studerede på konservatoriet i Aarhus, følte jeg pludselig en trang til at skrive i et meget mere jordnært sprog, sådan helt konkret skrive om de små ting, der sker i hverdagen. Eksempelvis om mærkelige fester, jeg har været til, pinlige kommentarer, jeg har overhørt og akavede situationer, jeg
har stået i, kærestesnakke - ting, som folk let kan forholde sig til og spejle sig i”.

Musikalsk er Søren Manschers underspillede folksange blevet sammenlignet med blandt andre svenske The Tallest Man On Earth, men selv nævner han navne som den danske trio Skammens Vogn og skæve amerikanere som Bonnie “Prince” Billy, Sun Kil Moon og Bill Callahan som inspirationer. Han lader sig dog i mindst lige så høj grad inspirere af bøger, film, tv og situationer fra den virkelighed som omgiver ham.

Forlæng oplevelsen med et besøg i Gimles hyggelige café, der er åben før og efter koncerten.