Koncerten er flyttet fra d. 10. marts. Billetter til den oprindelige koncert er stadig gyldige til den nye dato.

Christian Hjelm tager på tour rundt i landet med sit band og et nyt album i bagagen.

Hjelm er kendt for at have en af de mest unikke stemmer på den danske musikscene igennem de sidste 20 år; først i front for indie-bandet Figurines dernæst som soloartist på dansk og det har blandt andet resulteret i en Steppeulv som ‘Årets Vokalist’ og debuten "Før Vi Blev Lette" blev af Gaffa kåret som årets album.

Hjelm er en svær artist at sætte i bås, det beviser han gang på gang, fra Figurines, til melodismed på dansk, over i alternativ folk med Lucky Moon og senest som en del af musikkollektivet 'Nymalet' med andre musikere som Katinka og Johan Olsen.

Nu er Hjelm klar til at udgive ny musik på dansk og spille live, bakket op af et super sammenspillet band som giver Hjelms skæve og poetiske sange sprudlende og nærmest rørende karakter.

Om de forestående koncerter udtaler Christian Hjelm:
"Det er skræmmende at spille live og samtidig fantastisk - kombinationen af de to følelsesmæssige modpoler skaber en følelse af eufori og afmagt og i det spændingsfelt har jeg det overraskende godt. Jeg ser frem til at spille sprit-nyt, såvel som ældre materiale rundt omkring i det ganske land med mit band."

Forlæng oplevelsen med et besøg i Gimles hyggelige café, The Raven