Praktikopslag: Data analyse

Praktikant med dataanalytisk sans til rytmisk spillested i Roskilde

Er du skarp i data-baseret markedsføring og brugersegmentering? Elsker du at lede efter mønstre i data og bruge dem til at finde på nye, kreative måder at kommunikere på? Trives du godt i en verden af excelark, databaser, Business intelligence og KPI’er? Kunne du tænke dig at bruge noget af ovenstående i musikkens tjeneste? Så glæder vi os til at høre fra dig. 

Gimle er spillested og ungdomskulturhus i musikbyen Roskilde. Vi er medafsender på over 300 kulturevents om året, hvoraf koncerter med rytmisk musik fylder det meste. Vores fremmeste opgave er at bringe kulturelle oplevelser af høj kunstnerisk og dannelsesmæssig kvalitet ud til så mange mennesker som muligt, men i en tid hvor opmærksomhed er blevet en handelsvare i sig selv og hvor internettet både er markedsplads og annonceringsplatform på samme tid, er vi nødt til at oppe os, hvis vi fortsat skal tiltrække nye publikummer. Derfor udvikler og afprøver vi for tiden en række analytiske publikumsudviklingsprojekter, der skal sikre vores – og hele livemusikkens – fremtid.

Om dig: 

  • Du studerer data science, datalogi, It-teknologi, digital markedsføring, E-handel, digital kommunikation, teknoantropologi eller en anden uddannelse, der har noget med datadrevet udvikling at gøre.
  • Du har erfaringer i at arbejde med brugersegmenter, business intelligence, kundeanalyser el. lign.
  • Du har meget gerne et grundlæggende kendskab til GDPR og markedsføringsloven.
  • Du må gerne interessere dig for musik og gå til koncerter selv, men det er ikke et krav.
  • Du er ikke bleg for at arbejde sammen med en flok it-n00bs på et spillested.

Om praktikpladsen 

  • Du kommer til at arbejde tæt sammen med Gimles marketingmedarbejdere, spillestedsleder og programchef.
  • Du får masser af muligheder for selv at byde ind med ideer og projekter, der kan hjælpe os med at nå vores mål. 
  • Du får lov til at boltre dig i al den data et spillested med 300 årlige events og 40.000 årlige gæster genererer.
  • Du får indblik i, hvordan det er at drive et spillested i 2023 og hvilke udfordringer kulturinstitutioner står overfor.

Hvornår

Praktikpladsen er ledig i efterårssemesteret 2023. Vi er fleksible ift. startdato, praktikopholdets længde og det ugentlige timetal afhængigt af, hvilken uddannelse du kommer fra. 

Praktikopholdet er ulønnet, men vi dækker dine transportudgifter i forbindelse med praktikopholdet.

Ansøgningsfrist

Mandag d. 24. april kl. 09.00. 

Ansøgningsproces med fokus på diversitet

På Gimle betragter vi diversitet som en styrke og forudsætning for udvikling og innovation. Vi har derfor designet ansøgningsprocessen, så den så vidt muligt ikke, ubevidst frasorterer kandidater, der ikke minder om os selv.

Du ansøger via en ansøgningsformular og vil i første omgang ikke have mulighed for at sende os et CV eller referencer. Vi screener alene din ansøgning ud fra besvarelserne. Finder vi dine svar interessant, vil vi enten bede dig om yderligere oplysninger eller indkalde dig til en samtale. 

Alt det gør vi for at undgå at være påvirkede af ubevidste biases og tankemønstre, der knytter sig til køn, alder, udseende, nationalitet mv., når vi vurderer din ansøgning. Ved at alle ansøgere besvarer de samme spørgsmål, sikrer vi desuden, at vi så vidt muligt vurderer alle ansøgere ud fra de samme kriterier og ikke ud fra mavefornemmelser og personlig præference. 

Find ansøgningsformularen her.

Foto: Soilwork på Gimle d. 30. marts 2023 – Fotograf: Rasmus Petersen

Om Gimle

Gimle er Roskildes regionale spillested, studenterhus og ungdomskulturhus. Mere end 300 årlige kulturarrangementer afholdes både i og udenfor huset. Kernen er koncertdrift med årlig præsentation af mere end 250 bands. Gimle er et græsrodshus med kort vej fra idé til handling – meget energi og lidt struktur. På Gimle er det de frivillige, der sørger for at hjulene drejer, når musikken spiller – både før, under og efter koncerterne.

Udover spillesteds-delen driver Gimle caféen, The Raven, der har åbent 6 dage om ugen. Gimle er stærkt engageret i Roskildes kulturliv, med et samarbejde med byens øvrige aktører.

Kommende arrangementer