Vil du lære at sætte oplevelserne i gang allerede før koncertens første tone?

På Gimle, Roskildes regionale spillested, arbejder vi hver dag for, at vores gæster får musik- og kulturoplevelser, der sidder i kroppen længe efter koncerten eller showet. Og selvom det meste sker, når gæsterne er kommet ind ad døren, så sparker vi stemningen i gang med ord, historier, billeder og video, allerede inden billetten er købt. Det arbejde kan du som praktikant nu blive en del af.

Vi søger en praktikant med lyst til at arbejde i et kulturelt knudepunkt i et ungt, socialt og afslappet miljø. Du er enten under uddannelse eller har erfaring inden for markedsføring, kommunikation, kulturformidling, musikbranchen, music management, performance-design, PR eller lignende. Det er ikke et must, at du har erfaring fra musikbranchen, men det er et must, at du kan lide og har lyst til at arbejde med musik. Du skal også være stærk i skriftlig kommunikation, da tekstproduktion og -redigering udgør en betydelig del af arbejdet.

Du får erfaring i en del af musikbranchen, hvor gæsterne kommer både for at lytte, blive underholdt og feste. En branche, hvor der er brug for, at du kan sætte dig i forskellige målgruppers sted, at du tænker kreativt og er klar til at føre idéerne ud i virkeligheden. 

Dine opgaver
Du kommer med helt ind i den daglige drift, hvor du arbejder selvstændigt med blandt andet websideredigering, SoMe-drift, pressehåndtering, nyhedsbreve, ekstern kommunikation til Gimles gæster og intern kommunikation til Gimles frivillige, samt ledelse af Gimles ambassadører. Du har også mulighed for at arbejde med grafisk design og simpel videoproduktion/-redigering. Desuden sætter vi pris på dine tanker og ideer omkring udvikling af Gimle, f.eks. branding, markedsføringsstrategier, alternative kommunikationsveje og lyst til at deltage i og udvikle alternative markedsføringstiltag såsom happenings og mini-koncerter bl.a. på byens uddannelsesinstitutioner.

Dit udbytte
Du får erfaring med arbejdsgangen i et musisk og kreativt kulturmiljø, hands-on-erfaring med pressearbejde, SoMe-drift, projektplanlægning, organisering og indsigt i og erfaring med facilitering af arbejdsprocesser blandt frivillige m.v.  

Sideløbende med den daglige drift har du også mulighed for at oprette og udføre egne projekter, som kan binde praktikforløbet sammen med din uddannelse. I projektforløbet er der mulighed for at trække på ressourcer i Gimles store netværk.

Hvornår
Praktikstillingen løber fra slutningen af august eller begyndelse af september og frem til december 2020. Stillingen er et ulønnet, og arbejdstiden aftales og fastsættes med hensyn til dit studie. Vi dækker dine transportudgifter i forbindelse med praktikopholdet.

Ansøgningsfrist og spørgsmål
Send din motiverede ansøgning + CV pr. mail til PR- og marketingsansvarlig Maria Grongstad på [email protected] senest søndag d. 28. juni 2020. Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til Maria Grongstad på mail.

“At være i praktik hos Gimle har givet mig indblik i, hvordan det er at arbejde med markedsføring, i en branche hvor tingene går stærkt. De mange forskelligartede opgaver har givet mig et sjovt og spændende praktikophold. Især har jeg fået gode værktøjer til digital markedsføring på hjemmeside og diverse sociale medier.”
- Anna Sundwell, PR-og marketingpraktikant i foråret 2020

Om Gimle
Gimle er Roskildes regionale spillested, studenterhus og ungdomskulturhus. Mere end 300 årlige kulturarrangementer afholdes både i og udenfor huset. Kernen er koncertdrift med årlig præsentation af mere end 250 bands. Gimle er et græsrodshus med kort vej fra idé til handling – meget energi og lidt struktur. Udover spillesteds-delen driver Gimle en café, der har åbent 6 dage om ugen og natklub, der har åbent hver fredag og lørdag. Gimle er stærkt engageret i Roskildes kulturliv, med et samarbejde med byens øvrige aktører – ikke mindst Roskilde Festival.