Gimle, Roskildes regionale spillested, søger en booking- og eventpraktikant fra august til december 2021.


Vi søger en praktikant med lyst til at arbejde i et kulturelt knudepunkt. En person, der enten er under uddannelse eller har erfaring inden for musikbooking, music management, performance-design, kommunikation, kultur eller lignende. Det er ikke et must, at du har erfaring inden for musikbranchen, men et must at du har lyst til at arbejde med musik.

Som praktikant vil du deltage i de daglige arbejdsopgaver i et travlt hus i musikbranchen. Du vil få hands-on føling med mange forskellige arbejdsopgaver, i et ungt socialt, afslappet og hyggeligt miljø. Dine arbejdsopgaver vil typisk være: eventplanlægning, booking af mindre bands til Gimles café - The Raven, lave afviklingsplaner, kontakt til bookingbureauer, bands og byens øvrige kulturaktører.


Desuden sættes der pris på dine tanker og ideer omkring udvikling af Gimle, f.eks. nye tiltag, nye koncertoplevelser osv.


Sideløbende med den daglige drift har du også mulighed for at planlægge og udføre egne projekter, som kan binde praktikforløbet sammen med din uddannelse. I projektforløbet er der mulighed for at trække på ressourcer i Gimles store netværk.


Dit udbytte: erfaring med arbejdsgangen i et musisk og kreativt kulturmiljø, hands-on-erfaring booking af musik og kontrakter, egne ansvarsområder, samarbejde og networking med diverse bureauer, journalister, musikere, erfaring med projektplanlægning, organisering m.v.


Gimle (www.gimle.dk) er Roskildes regionale spillested, studenterhus og ungdomskulturhus. Mere end 300 årlige kulturarrangementer afholdes både i og uden for huset. Kernen er koncertdrift, hvor vi årligt præsenterer mere end 250 bands. Gimle er et græsrodshus med kort vej fra idé til handling – meget energi og mindre hierarki. Udover spillestedsdelen driver Gimle en café, The Raven, der har åbent 6 dage om ugen, og natklub, der har åbent hver fredag og lørdag. Gimle er stærkt engageret i Roskildes kulturliv med et samarbejde med byens øvrige aktører – og ikke mindst Roskilde Festival.


Stillingen er et ulønnet praktikforløb på fuld tid. Transportudgifter i forbindelse med praktikopholdet dækkes. Hvis stillingen lyder som noget for dig, så send en motiveret ansøgning + CV per mail til PR- og marketingansvarlig Maria Grongstad på [email protected] senest søndag den 20. juni 2021.


Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til Maria Grongstad på mail.


Har du lyst til at involvere dig i Gimle, men ikke mulighed for at blive praktikant? Så søger vi hele tiden nye frivillige.