TROLD

Generation Metal – en koncertrække med metal på børnenes præmisser

Alle metalfans kan huske deres første, fede metalkoncertoplevelse som barn/ung; dén der koncertoplevelse, der fik os til at blive forelsket i metalmusikkens verden, æstetik og fællesskab. Det er dog ikke altid nemt at give de uforglemmelige oplevelser videre til sine egne børn.

Koncerterne foregår ofte sent om aftenen, der spilles ret højt og stederne er for tætpakkede til børn. Og så bliver der ofte langet en masse fadøl over disken, hvilket er helt på sin plads til en metalkoncert, men helt børnevenligt er det ikke.

Det vil Gimle & Foreningen Gimle For Børn lave om på for at fremme en endnu større og mere dedikeret generation af nye metalfans. En koncertrække med metal på børnenes præmisser. En ny Generation Metal.

Læs mere om koncertrækken her. ______________________________________________________________________________________

TROLD spiller Folk Metal med et spillevende smil, og garanterer at sætte gang i en ægte folkmetal-fest fra de store, mørke danske skove. Fortællingerne og melodierne er i fokus, når der spilles på forskellige folkemusikinstrumenter og tunge guitar rytmer, der sammen skaber den perfekte stemning. Historierne brøles, hvæses og synges, mens publikum føres ud på et utal af eventyr.

TROLD har sine rødder solidt plantet i den nordiske jord, hvor inspirationen findes fra et utal af eventyr, mytologi og legender. Kæmper, guder, skovdyr og det fantastiske hav er blot nogle af de steder, TROLD fører lytterne til.

Generation Metal er udviklet i samarbejde med Foreningen ‘Gimle For Børn‘ og bygger på mere end 15 års gode erfaringer med at afholde events for børn på Gimle hele året rundt. Så bag alle arrangementer står et stærkt netværk af frivillige forældre med børn i alle aldre samt Gimles tekniske og professionelle personale.

Bliv medlem – og få det hele til det halve!

Som medlem af Gimle for Børn kommer du ind til halv pris (ex gebyr) til alle Gimle for Børns arrangementer. Medlemskabet koster 275 kr. og giver halv pris på entré for op til 6 personer pr. arrangement (en god ven eller bedsteforældre må meget gerne tælle med i husstanden). 

Medlemskab kan købes her.

Generation Metal

  • Søndag 06.10.24
  • Start
    16.00
  • Dørene åbner
    15.30
  • Sted
    Gimle
  • Scene
    Tanken
  • Billetpriser
    75 - 120 kr.
  • Siddende/stående
    stående