Det anmelderroste band PATINA drager på en omfattende danmarksturné i efteråret 2024
Det fandenivoldske band PATINA drager på omfattende danmarksturné i efteråret 2024, og besøger Gimle d. 1. november.
Billetsalget begynder fredag d. 8. december kl. 09.00.
Den skæve poesi var spillevende på gennembrudsalbummet, ’Drømmefanger’, mens et mere indadvendt tungsind kom under kærlig behandling til mere rockede toner på den populære opfølger, ’GENSTART’. PATINA er mange ting, men først og fremmest et band udsprunget af syv gode venners fællesskab, nysgerrighed og spraglede musikalitet med hele tre unge bagmænd i front: Gregers, Mads og Søren.
I 2019 vandt Patina Karrierekanonen, mens ’Flammer Rammer’, allerede året efter, blev den mest spillede sang på P3. Debutalbummet, ’Drømmefanger’, der også rummede hitsinglen, ’Sådan Må Det Være (Uhhhh)’, banede vejen for turnéer og udsolgte koncerter. Og særligt på landevejene har PATINA formået at gøre deres univers til et høj-energisk live-fænomen, der med ’GENSTART’-albummet – og den storhittende titelsang derfra – sendte bandet på deres hidtil største sommertour med milepæle som Fredagsrock i Tivoli og Smukfest i år. I en 5-stjernet koncert-anmeldelse i Fyens Stifttidende i foråret 2023 skriver journalist Simon Staun: “PATINA har efterhånden en solid håndfuld popsange af højeste karat på samvittigheden” og at de “tillsammen tegner et billede af et band med poetisk tæft, en medfødt evne til at skrive catchy sangtekster og ikke mindst evnen til at forløse dem foran et publikum.”
I fire år har bandet været på en nærmest neverending-tour med +150 koncerter. Men nu holder tourbussen altså for en stund helt stille, imens PATINA igen fordyber sig i den kreative proces. Første resultat herfra er den splinternye single ’Syg Den Dag’ som er en charmerende og støvet 70’er-popsang med et lyrisk såvel som musikalsk glimt i øjet. Sangen markerer et nyt kapitel for bandet. Et kapitel som naturligvis skal følges op af en ekstensiv danmarksturné i efteråret 2024.
Support: BIFALD
Bag kunstnernavnet Bifald gemmer sig de to venner Malte Bach Jensen og Max Le Maistre Matzen, som sammen, og siden de var helt unge, har fundet frirum og kreativitet i musikken. Deres dansksprogede tekster rummer alle de store følelser, fra ungdommens eufori og kærlighed til smerte og sorg. Et følelsesspænd, der afspejles i produktionen, som er både impulsiv, kraftfuld, storladen, skrøbelig og nær.
Bifald er grundlagt på et tæt venskab. Ligesom en klapsalve er deres musik både impulsiv, kraftfuld, skrøbelig og nærværende. Teksterne udspringer fra et ærligt og følsomt sted i de to 21-årige venner og rummer ungdommens eufori, kærlighed og fascination. Men der er også plads til opbrud, smerte og sorg. For bagved bifaldet ligger der altid en undertone af noget positivt – noget, der vil ud og begejstre. Bifald har netop udgivet deres debutsingle ’Sætter Alt På Spil’, hvor der netop er gjort plads til de helt store følelser.
Det var ikke musikmiljøet i Sorø, der bragte dem sammen. Faktisk var et sådant miljø ikkeeksisterende, og alle de andre dyrkede sport eller gamede. Men de to venner, Malte og Max, skilte sig ud fra normen, og for dem blev musikken nøglen til et frirum af kreativitet og følelser. Selvom de til at starte med lod som om, de ikke kendte hinanden for at skabe nye venskaber, blev efterskolen alligevel startskuddet på deres musikalske samarbejde. Malte indtog scenen, mens Max fordybede sig i musikproduktion, og sammen skabte de Bifald. Deres musik blev en fusion af R&B og elektronisk pop, inspireret af deres fælles oplevelser og følelser.