Fyr Og Flamme

Fyr Og Flamme Løber Hjemmefra

Her godt tre år efter Fyr og Flamme brød igennem lydmuren, må selv den mest korsarmede dansehader nok slutte fred med Laurits og Jespers ekstremt smittende musikunivers. Der findes ingen creme mod den kløe Fyr Og Flamme spreder i rastløse dansefødder, og den simpleste kur er at møve sig foran til et farvebad af guldstøv og glittertårer i selskab med drengene og deres altid oplagte orkester.

2023 blev rundet fornemt af med to singler, et udsolgt juleshow og en flot TV-optræden. Speederen bliver på ingen måde sluppet ind i 2024 som bliver året for bandets længe ventede opfølger til debuten der rummede singler som Kamæleon, Menneskeforbruger og Melodi Grand Prix-vinderen Øve Os På Hinanden. Laurits og Jesper genbesøger i øvrigt Grand Prix-universet som værter for et veloplagt optaktsprogram hvor de 8 deltagere præsenteres. Med andre ord er der ganske massiv damp fra Fyr Og Flammes kedler disse dage.

Hermed er Fyr Og Flamme så klar til at annoncere årets festligste efterårsturné, “Fyr Og Flamme Løber Hjemmefra”! Allerede fra september vil det være muligt at opleve et fyrværkeri af musik og dans i 8 byer riget over. Om tunéen fortæller bandet:

”Det kunne lyde som titlen på en bog om en løbsk væddeløbshest. Men nej, det er navnet på Fyr og Flammes efterårsturne. 2024 bliver året for den længe ventede opfølger til debutudgivelsen og til efteråret kan man høre de nye ørehængere i tæt pardans med deres gennemtestede evergreens. Koncerten bliver på samme tid vildere og mere intim end hvad vi hidtil har kunnet forvente. Laurits, Jesper og deres skarpe orkester står allerede og skraber utålmodigt med hovene i startbåsene. Lad starten gå.”

Fyr Og Flamme tilfører noget friskhed, charme og ikke mindst melodier, man kan synge med på til dansk musik. Musikken tager afsæt i en nysgerrighed på alle tiders bedste pop- og dansemusik. 

SUPPORT: KRYD

Vi drømmer om at inspirere andre, især piger og kvinder, til at arbejde mere sammen om at løfte hinanden! De har selv manglet de her stærke rollemodeller, som både tør synge og kaste sig ud i at gribe instrumenterne.

KRYD er Anne Sofie, Signe, Maria og Viktoria – i et band, der sammen synger og spiller danske pop-sange. Med billeder fra hverdagen og fortællende tekster i øjenhøjde, rummer KRYDs sange både humor, selvironi og de store følelser, rammet ind af inderlige og catchy pop-melodier.

Bandet kickstartede deres indtræden på den danske musikscene med en dobbeltsingle bestående af lead-singlen om at vælge sig selv til “Ikke Nogens Mere” og ”Slowmotion”, om at vokse sammen med andre mennesker og føle sig uovervindelig i sit fællesskab. Og det er to grene, som viser ret fint hvem KRYD er, og hvad KRYD vil. De vil hylde hinanden, de vil skabe, inspirere, hive hinanden op og få selvtillid til at gro.

Vi har glædet os helt vildt til at invitere resten af Danmark med ind i vores musikalske univers, derfor vil vi gerne skyde ballet i gang med en dobbeltsingle, der viser, at vi både tør tale om følelser, men også tør at pakke janteloven væk, og fortælle om, hvor vild en følelse det er at være i en gruppe som KRYD: at vi føler os en million gange stærkere når vi er sammen.

På livescenen er KRYDs setup fyldt med harmonier, masser af selvtillid og attitude. Alle fire medlemmer både synger og spiller instrumenter, og bandet har allerede live-erfaring med sig og kan blandt andet skrive på CV’et at have været support-act til koncerter med Dayyani og Blæst.

Musikalske referencepunkter er artister som Molly Sanden, Haim, Taylor Swift, Shit & Chanel og Holly Humberstone.

  • Lørdag 12.10.24
  • Start
    21.00
  • Dørene åbner
    20.00
  • Sted
    Gimle
  • Scene
    Tanken, Gimle
  • Billetpris
    280 kr.
  • Siddende/stående
    stående