Anne Linnet, én af Danmarks største og mest folkekære sangere og sangskrivere vender igen i år tilbage til kirker landet over, med sine populære og stemningsfulde julekoncerter. Tirsdag d. 19. november kan du opleve hende i Roskilde Domkirke.
Til november og december inviterer Anne Linnet endnu en gang publikum ind i kirkens magiske rum for at synge julen ind med sine stemningsfulde julekoncerter. Koncerterne er blevet en fast og værdsat tradition gennem årene, hvor publikum får mulighed for at nyde både fortolkninger af hendes omfattende bagkatalogs tidløse klassikere og de mest populære julesange. Derudover byder repertoiret også på overraskelser og nyere numre, som Anne Linnet har udgivet de seneste år. Med sig på scenen har Anne Linnet følgeskab af pianist Markus Lindell og Julie Lindell på kor. Og så får de igen i år følgeskab af guitarist Kasper Falkenberg.
Anne Linnet har været en del af den danske musikscene siden 1970’erne. Med et stort bagkatalog og rollen som frontperson for diverse bands har hun opnået anerkendelse for sine ærlige og åbne tekster samt sin lyst til at eksperimentere på tværs af musikgenrer. I november 2022 udgav hun det firdobbelte-album, bestående af intet mindre end 50 sange: ’Sange Til Livet’. Anne Linnet deltog i årets sæson af Toppen af Poppen på TV2 og udgav efterfølgende albummet ’Rubiner Safirer Krystaller’, med en kombination af sangene derfra og nye fortolkninger af andre kunstnere.
Koncerten præsenteres i samarbejde med Roskilde Domkirke.