1584 ansøgere fik årets udgave af talentforløbet KarriereKanonen, som Bandakademiet i Roskilde og DR står bag. Nu kan Marcus Bjerring, som har en fortid i Roskilde, så endelig fortælle, at han er en årets 10 udvalgte finalister. Samtidig annoncerer Gimle og Bandakademiet et nyt samarbejde med Gimle som det værksted, hvor KarriereKanonens finalister bliver helt flyveklare, inden de skal optræde med livemusikken på festivaler og landets øvrige spillesteder.

Med nummeret ”Nogen steder” har 23-årige Marcus, med artistnavnet Marcus.wav, fra Roskilde overbevist juryen i Danmarks største og mest anerkendte talentudviklingsprojekt Karrierekanonen. Han er et af landets 10 mest interessante nye musiknavne, som DR, Bandakademiet og nu Gimle i den kommende tid vil klæde på til en karriere i den danske musikbranche.

Roskilde ’booster’ de danske musiktalenter
Det er langt fra første gang, at de udvalgte talenter i KarriereKanonen skal en tur forbi Roskilde. Siden 2009 har Bandakademiet, der blev startet af lokale kræfter i Roskilde i 2006, hjulpet deltagerne med bl.a. scenecoaching, sangskrivning og rådgivning til at opnå en klog karriere i en benhård branche. Det nye er, at Gimle nu skal indgå i Bandakademiets arbejde med talenterne. Og det er Marianne Fruergaard, der er leder af Bandakademiet, glad for. ”Vi har begge fokus på vækstlaget, på talenterne i dansk livemusik, og Gimle har en masse erfaring med at præsentere vækstlaget og give dem en scene og et publikum. Derfor er jeg lykkelig over, at vi nu kan slå vores ekspertiser sammen,” fortæller Marianne Fruergaard.

På Gimle er musikbookeren, Lauge Hede Kjærum, også begejstret: ”Selvom vi allerede præsenterer rigtig mange nye og unge navne som Artigeardit, Dopha, lokale Blæst og selvfølgelig Høker og Patina, der jo også tidligere har været med i KarriereKanonen, så har vi længe haft et ønske om at kunne gøre endnu mere for at være dem, der er med til at skubbe Danmarks talenter frem, så de bliver rigtig gode til at give publikum en liveoplevelse, der kan huskes. Og her er det helt oplagt at gøre det i tæt samarbejde med Bandakademiet i KarriereKanonen,” fortæller han.

Fra talenter til flyveklare livenavne
Gimle og Bandakademiets samarbejde omkring talentudviklingsforløbet i KarriereKanonen kommer til at trække de bedste coaches og branchefolk til Roskilde, hvor de skal hjælpe KarriereKanonens finalisterne og senere vinderne med at blive helt skarpe med den rigtige livelyd, god sceneoptræden og med, hvordan de strikker sætlisten sammen, så publikum er med fra første til sidste tone.


”Du skal være hammerstærk live-mæssigt, hvis du skal klare dig i musikbranchen i dag. En karriere står på flere ben, men det er normalt på livebenet, at indtjeningsmulighederne er størst for langt de fleste danske artister, ” forklarer Marianne Fruergaard. Det synspunkt er man enig i på Gimle. ”Vi ser nye bands og artister, der lyder godt i radioen og har en flot musikvideo, men for at brænde rigtigt igennem ude på scenerne, så skal der arbejdes hårdt på at finde en livelyd og et udtryk, der er dit eget,” mener Lauge Kjærum.

De kommende måneder venter der altså Marcus.wav og KarriereKanonens øvrige 9 finalister en grundig tur gennem livemusikkens discipliner. Gimle og Bandakademiet står klar til at tage alle 10 udvalgte under vingen for en stund, inden de sendes ud og skal overbevise et sultent og levende publikum om deres kvaliteter som livenavne.