Traditionen tro arrangerer Gimle, i samarbejde med Roskilde kommune, gratiskoncerter i Byparken fire tirsdage i juli. Hele programmet er nu offentliggjort. 
Vi er stolte af at kunne præsentere endnu et stærkt program til årets Byparkskoncerter. I år glæder vi os til at give gæsterne fantastiske oplevelser til Allan Olsen, Lis Sørensen, Johnny Madsen Band og Jada og Clara.

Til sommerens første Byparkskoncert kan du opleve Allan Olsen der med mere end 20 pladeudgivelser og over 40 år som turnerende, ikke overdrevet kan kaldes én af grundpillerne i dansk sangskrivning og entertainment. Allan Olsens repertoire spænder over hele hans brede sangkatalog, der gør brug af hele paletten, fra rock til folk, rap og á cappella. 

Tirsdagen efter kommer Lis Sørensen med hendes imponerende repertoire, der byder på en perlerække af hits fra 4 årtier samt nye forrygende numre. Med en sprællevende samling af sange står Lis Sørensen skarpt i nutiden og formidler fortidens hits, “ Verden er i farver"’, ”Tæt på Ækvator”, ”Mine Øjne De Skal Se” og mange flere, med en naturlig elegance, som uden tvivl vidner om hendes egen kærlighed til repertoiret. 

Tirsdag d. 21. juli kan du opleve Johnny Madsen Band, som startede sin musikalske karriere i lokale bands i Thyborøn/Lemvig-området. Midt i 70′erne var han medlem af spillemandsgruppen Rumlekvadrillen, som udsendte tre albums, der i dag betragtes som samlerobjekter. Siden var han med i bluegrass-ensemblet La Porta Band, der udgav en plade i 1981. Madsens sange på denne plade resulterede i, at han blev opfordret til at gå solo, og han debuterede under eget navn i 1982.

Sidst, men ikke mindst, kan du opleve en dobbeltkoncert med Jada og Clara d. 28. juli. I dette forår spillede Jada endelig sine første egne shows. Både Gimle og Store Vega havde været udsolgt længe og de dugfriske anmeldelser taler sit tydlige sprog. Både Soundvenue og Gaffa kvitterer med 5 stjerner og Gaffas anmelder skrev bl.a.: ”en fremragende koncert fra en kunstner, som meget vel kan blive Danmarks næste verdensstjerne”.
Derudover kommer Clara der er én af sin generations største talenter. Allerede som 15-årig, da hun stadig gik i folkeskole, indgik Clara en kontrakt med Sony Music, der via en producer havde opdaget hendes gigantiske talent. I 2018 på Claras 18-års fødselsdag udkom hendes debutalbum “August Eighteen”. 
Koncerterne vil lige som de sidste år finde sted på en scene der står i bunden af Byparken og spiller op mod Pipers Hus. Dette giver et godt udsyn for et stort publikum og koncerterne indrammes af den smukke udsigt ud over Roskilde Fjord.

Spillestedsleder på Gimle, Lars Sloth, udtaler:
Vi er utroligt glade for at kunne præsentere det stærkeste program nogensinde til årets Byparkskoncerter. Dobbeltkoncerten med aktuelle Jada og Clara der arrangeres i samarbejde med Roskilde Festival som en del af fejringen for deres 50 års jubilæum, markerer højdepunktet og afslutningen på en virkelig stærk koncertsommer i Byparken. Nu håber vi kun på at Danmark er i god gænge igen til juli, og at vi alle har brug for dejlig livemusik under åben himmel.

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen udtaler: 
Jeg glæder mig over, at det endnu engang er lykkedes Gimle, at sætte et program for Bypark koncerterne sammen der viser bredden i dansk musik med sådan et par solide navne, og så slutte af med både Jada og Clara som er et par af de nye navne i dansk musik, hvor begge oven i købet optræder på dette års Roskilde Festival. Et program jeg er sikker på vil fylde Byparken med glade mennesker og forhåbentligt godt vejr – Jeg tror vi alle ser frem til igen at kunne samles og nyde hinandens selskab med god musik, et glas vin eller en kold øl under åben himmel.

PROGRAM:
Tirsdag d. 7. juli: ALLAN OLSEN
Tirsdag d. 14. juli: LIS SØRENSEN + SUPPORT: DOPHA
Tirsdag d. 21. juli: JOHNNY MADSEN BAND
Tirsdag d. 28. juli: JADA + CLARA

Programmet opdateres med supportnavne. 

Musikken starter kl. 19.30 i Roskilde Bypark 

Gratis entré

Byparkskoncerterne arrangeres af Roskilde Kommune og Gimle.

Foto: Thomas Rasmussen