Kom til koncert i din egen stue!
Deltag i infomøde d. 30. september i Gimles café

Elsker du også de små, nærværende koncertoplevelser, hvor man kommer helt tæt på og alt går op i en højere enhed?
Nu kan du få den magi helt ind i din egen stue og selv være med til at udvælge musikken og sætte rammerne.

Gimle har indgået et samarbejde med Low-Fi, der er et musikfællesskab og en online-platform, der hjælper med at "parre" musikere og interesserede værter. Herefter kan de oprette en koncert på platformen og sælge billetter til andre musikinteresserede.

Low-Fi hjælper, udover at matche musiker og vært, også med markedsføringen af koncerterne. Koncerterne på Low-Fi er 100 procent brugerskabte, og ingen spiller gratis. Billetindtægten går direkte til musikeren og værten efter behov - fratrukket Low-Fi-gebyret på 15 procent.

"Vi tror, at et samarbejde med Gimle kan gøre, at vi sammen kan få flere dygtige musikere ud at spille i dagligstuerne i Roskilde og omegn samt skabe nogle nærværende rum, hvor lokale kan møde hinanden på en ny måde. En stuekoncert er nemlig ikke bare en koncert, det er ligeså meget en dialog mellem mennesker og musik,” siger Anne Dvinge, der er stifter af Low-Fi.

Hvis du er blevet nysgerrig og vil høre mere om konceptet, kan du møde op til et infomøde i Gimles café, mandag d. 30. september kl. 19.30. Vi indleder med en lille smagsprøve på en “stuekoncert” og dernæst vil man udover Gimle og Low-Fi, kunne møde værter, der allerede er i gang med stuekoncerterne og musikere med stor erfaring indenfor feltet.

Arrangementet er gratis og helt uforpligtende.