Kære koncertgæst i Byparken.

Først og fremmest tak fordi du har lyst til at deltage i byparkskoncerterne i Roskilde. Vi forventer der kommer rigtig mange mennesker og vi glæder os til at dele en fed oplevelse med dig! Her kan du læse lidt praktisk information der kan hjælpe med at gøre din aften endnu bedre. Klik her for et oversigtskort over Byparken 

TIDER
18.00 Barerne er åbne
19.30 Support band
20.30 Hovednavn
22.00 Slut.

Parken er åben hele dagen, så man er velkommen i god tid f.eks. med en picnickurv.

LYD
Vi har over de seneste år oplevet en stærkt øget tilstrømning til koncerterne.
Dette har medført at vi også har opgraderet scene og lydanlæg væsentligt.
Der er ekstra højttalere midt i parken så vi sikrer at lyden kommer godt ud i parken.
Vi følger de regler for lydniveau som er fastlagt af Roskilde Kommune. Supportnavnene er lidt mindre opsætninger, de vil have et noget mindre lydbillede og vil ikke opleves nær så højt som hovednavnene.

BELIGGENHED
Arrangementet foregår i Byparken i Roskilde, den officielle adresse er Frederiksborgvej 21, men der er adgang både fra Frederiksborgvej og Sankt Ibs Vej eller via Tuttesti eller Regenssti oppe fra byen.

Byparken ligger et kvarters gang fra Roskilde station, hvor der er regelmæssig forbindelse til resten af Sjælland. Kommer man med bus, så stopper buslinie 203, 204 og 209 tæt på Byparken.

PARKERING
Da vi forventer rigtig mange gæster anbefaler vi at man kun kommer i bil hvis man kommer langvejs fra. Der er meget begrænsede parkeringspladser ved Byparken så parkér gerne på en af de større parkeringspladser lidt længere væk fra Byparken, alle er i gåafstand.

Vi henviser til de mange parkeringspladser i og omkring centrum af Roskilde. Der er en kort og smuk gåtur ned til parken. 

Her kan du se et kort med parkeringsmuligheder, bemærk at de steder der er markeret som tidsbegrænsede alle har fri parkering efter kl. 19.00. Ud over parkeringspladserne på kortet anbefaler vi Roskilde Kongrescenters store parkeringsplads, beliggende Møllehusvej 15, 4000 Roskilde. 

Der er et begrænset antal handicap parkeringspladser ved Roskilde Miniby. Der er indkørsel via Sankt Ibs Vej. 

Bemærk af sikkerhedsmæssige grunde er indkørslerne til parken spærret af på koncertdage, så det er ikke muligt at parkere ved Pipers hus.
Det er af sikkerheds– og pladshensyn heller ikke tilladt at medbringe cykler i parken.

MEDBRAGTE CAMPINGSTOLE
Af hensyn til det øvrige publikum og af sikkerhedsmæssige grunde, må der ikke forefindes campingstole eller lignende i det forreste område ved scenen, dvs. området mellem scenen og lydpulten.
I den øvrige del af parken, dvs. bag lydpulten, må campingstole gerne medbringes, men tag hensyn til de øvrige gæster.

MAD OG DRIKKE
Gimle har fire barer i selve parken der serverer, øl vand, vin og Somersby. Baren til højre for scenen har også cocktails on tap. Barene er placeret med to i hver side af parken, så der altid er forholdsvis kort vej til betjening. 
Foran Pipers hus er der forskellige madboder, en bar, og en kaffevogn.
Herudover er restauranten og terrassen åben med både aftenkort og kaffe/kage. Skal du spise er det en god ide at bestille bord.

CAFÉEN PÅ GIMLE 
Vores hyggelige café er åben både inden og efter koncerten (gældelde fra d. 16. juli), hvor det vil være muligt at få et måltid mad eller noget at drikke. Du kan reservere bord på [email protected]
Herudover anbefaler vi at bruge Roskildes mange gode restauranter inden en dejlig aften i parken.

TOILETTER
Der forefindes mobiltoiletter, urinaler og handicaptoilet til højre, skråt bag scenen.
Derudover er der offentlige toiletter i bygningen bag Pipers hus.

HANDICAP OG TILGÆNGELIGHED
Der er et podie til kørestolsbrugere centralt på pladsen, til højre for lydpulten. 
Der er handicaptoilet placeret sammen med de øvrige toiletter, til højre, skråt bag scenen. Der er et begrænset antal handicap parkeringspladser ved Roskilde Miniby. Der er indkørsel via Sankt Ibs Vej. 

AFFALD OG SORTERING
Hjælp vores mange frivillige og brug de opstillede affaldsspande der findes rundt omkring i parken. Kommunen opstiller to vogne med affaldssortering, både til højre og venstre for scenen. Vi opfordrer jer til at benytte disse, så vi kan skåne miljøet.

Vi glæder os rigtig meget til at se dig, og håber du får en uforglemmelig aften i Byparken.

Med venlig hilsen
Gimle Roskilde