23/05/2017

GIMLE SØGER FRIVILLIGE TIL ROSKILDE FESTIVAL

GIMLE UDVIDER FRIVILLIGFAMILIEN OG GIVER DIG MULIGHED FOR AT BLIVE FRIVILLIG PÅ ROSKILDE FESTIVAL 2017.

Som frivillig for Gimle får du adgang til festivalen, bliver en aktiv del af den og får en masse gode oplevelser.

Gimle har ansvaret for campingområde C, som er det største område på Camping VEST. Dette område skal bemandes af frivillige servicevagter, og det er netop her du kommer ind i billedet.

HVEM ER GIMLE?

Gimle er Roskildes regionale spillested, studenterhus og ungdomskulturhus, der tilbyder Roskildes beboere en bred vifte af kulturelle arrangementer med kvalitet, indhold og mangfoldighed. Vi er et brugerdrevet hus der til daglig drives af en gruppe på omkring hundrede frivillige, med hjælp fra en lille gruppe fastansatte.

Gimle er en non-profit organisation – alt overskud bruges til at arrangere koncerter og andre kulturelle arrangementer. Det betyder at din arbejdsindsats på Roskilde Festival bidrager til at Gimle kan arrangere endnu flere koncerter og fede arrangementer i fremtiden. Gimle har lang erfaring med at deltage på Roskilde Festival og vi har et tæt samarbejde med festivalen året rundt.

DET FÅR DU:

  • Et festival armbånd til Roskilde Festival 2017
  • Et måltid mad, frugt, kaffe/te og saft mens du er på vagt
  • En fyraftensøl efter din vagt
  • Erfaring med frivilligt arbejde til dit CV
  • Et ”warm-up” arrangement på Gimle inden festivalen
  • Gode frivillige kollegaer fra hele Europa

 

HVAD SKAL DU LAVE?

  • Som servicevagt går man rundt på campingområdet to og to, og arbejdsopgaverne omfatter bl.a. patruljering af campingområdet, samle affald, brandvagt, tårnvagt, kommunikation og servicering af festivalgæsterne
  • Som frivillig på Roskilde Festival skal du arbejde minimum 32 timer. Du skal derfor have 4 vagter af ca. 8 timer – fordelt på hele ugen (lørdag 24/6-søndag 2/7) 
  • Du skal helst være tilgængelig i hele den nævnte periode, men er der enkelte dage du ikke kan arbejde, forsøger vi at tage hensyn til det i vagtplanlægningen

 

PRAKTISKE BEMÆRKNINGER

  • Du skal være min. 18 år
  • Vi vil så vidt muligt sørge for, at du kan komme til at arbejde på de samme vagter som dine venner, men kan ikke garantere at I kan patruljere sammen
  • Du behøver ikke at have erfaring med festivalarbejde da du, inden din første vagt, vil få et lille grundkursus i sikkerhedsregler og andre procedurer
  • Du vil modtage din endelige vagtplan på mail, senest 2 uger inden festival-start

 

TILMELDINGSPROCES

Har du lyst til at være en del af Gimles frivilligfamilie på Roskilde Festival 2017, så send en e-mail til camping@gimle.dk hvor du skriver et par linjer om dig selv og hvorfor du ønsker at være frivillig for Gimle på festivalen.

Vi glæder os til at høre fra dig!

De bedste hilsner

Claes og Line // Gimle

Gavekort til Gimle

 

SØG ARRANGEMENTER

SAMARBEJDSPARTNERE