Fredag 31. Aug 2018

WAVE #1: BARSELONA +

Vi kickstarter sæsonen med WAVE #1 og det kan ikke gøres uden et knivskarpt line-up. Glæd dig til et nyt koncertformat, hvor der er fokus på good vibes og gode koncertoplevelser. Du får det grønneste vækstlag serveret med morgendagens stjerner i en skøn kombination.

Bølger kommer altid igen og Wave er ikke en undtagelse, så du kan godt begynde at glæde dig. Wave er festen du ikke vidste at du savnede!

Line-up:

Barselona
Mund De Carlo
Fuld Effekt
Motorique
Tipsy Danger

Dørene åbner kl. 20.00

Pris i døren: 30 kr. (såfremt der ikke er udsolgt)

Koncerten er stående

Barselona, der består af Rud Aslak og Rasmus Theodor, er historien om et ungt DIY-band, som på rekordtid er blevet et af de mest lovende navne på den danske musikscene. En anerkendelse der bl.a. skyldes deres unikke og karakteristiske lyd med et malende og hudløst ærligt tekstunivers om evig sommer, fin såvel som forfinet kærligheden som giver et unikt indblik i nutidens ungdom, som kun en ør damefikseret teenagehjerne kan føle den. Dette gør sig i høj grad også gældende på deres nye EP, hvor man med forundring over Ruds unge alder (17 år) kan læne sig tilbage og nyde et tekstunivers i en kaliber for sig selv.

Mund de Carlo er en af de mest unikke stemmer i dansk rap.
Med særpræget flowteknik og stor sproglig nytænkning, sammensmelter han form og indhold uden at gå på kompromis med nogen af delene. Som en del af det selvdrivende musikkollektiv, Struglaz, har han flere anmelderroste plader i rygsækken, og har spillet på blandt andet Smukfest, Musik i lejet, udsolgt Vega og en nylig udsolgt release koncert på Sigurdsgade for albummet ”Hovedet på blokken”.

De er blevet kaldt Københavns mest funky act, og med deres iørefaldende tilgang til traditionel hiphop er den dansksprogede kvartet parate til at bryde igennem lydmuren - og hele Danmark skal med på turen!
Københavnske Fuld Effekt kan nok bedst beskrives som et medrivende og damn-funky miks af soul, funk og hiphop. Inspirationen er fra hiphoppens - såvel som funkens guldalder, og med dansksprogede tekster samt et tidsløst pop-øre inviterer Fuld Effekt altid på gode tider. Live slynges der rim til højre og venstre, alt imens et iørefaldende omkvæd og den barbrystede Beefsupremes guitarkrumspring forenes, og bliver et helligt løfte om den store fest.

Motorique inviterer til dans under palmetræer på en selvlysende strand midt på en Autobahn i Ruhr-distriktet. Førstesinglen “Surfer” er blevet rost for sit tropiske, dansable, men også kølige univers. Lyden trækker inspiration fra både synthpop, krautrock og 70’er funk. Talking Heads, Kraftwerk og Beach Boys er blandt inspirationerne for Motoriques repeterende beats, svævende guitarer og legesyge congas.

Tipsy Danger er et rockband der består af to guitarister, en bassist og en trommeslager.
De elsker at give den fuld smadder på scenen med høj og hurtig musik.
Snif noget flormelis, tag et shot whatever og bund en øl bagefter - så er du klar til Tipsy Danger.

 

Forlæng oplevelsen med et besøg i Gimles hyggelige cafe, der er åben før og efter koncerten.

Gavekort til Gimle

 

SØG ARRANGEMENTER

SAMARBEJDSPARTNERE