Tirsdag 31. Jul 2018

Byparkkoncert: Michael Falch & Dét Band

Når de lange, lyse sommeraftener er over os, er det tid til koncerter i Byparken. Hver tirsdag i juli arrangerer Roskilde Kommune og Gimle koncerter i Roskilde Byparks helt særlige rammer.

Med sin medvirken i dette års udgave af Toppen af Poppen og med ungdomserindringerne ’Til grænsen’, som Gyldendal udsendte i oktober, har Michael Falch nu lige så meget gang i karrieren som i sin vilde ungdom i MALURT tilbage i 80´erne. Han har lagt det succesrige eventyr med KrebsFalch bag sig, og med blikket rettet mod sommeren 2018 skruer Michael Falch nu op for energien i eget navn omgivet af DÉT BAND, der regnes for ét af landets absolut stærkeste rockbands.

Gurli Octavia er på som opvarmning.

Musikken starter kl. 19.30.

Der er fri entré og alle er velkommen.

Alle siger det: Michael Falch har aldrig været bedre! Den garvede rocksanger har over det seneste årti oplevet en enestående kreativ opblomstring. Han er uhyre bevidst om, at rusten aldrig sover, og igen og igen udfordrer han sin lyd og bliver dermed aldrig kun ’én fra gamle dage’. Hans seneste skamroste og prisbelønnede album, ’Pludselig Alting Samtidig’ bevægede sig ud i en meget moderne sound, og også et yngre publikum opdager veteranen Michael Falch i disse år.

Michael Falch, der engang var frontmand i MALURT, Bodil-belønnet skuespiller fra Dan Turéll-filmene og retsmediciner i ”Rejseholdet”, er blevet 61 år gammel. Men ingen, der har oplevet ham på det seneste, er i tvivl om, at han netop i disse år når nye højder i sin live-optræden. Det er et gnistrende og vitalt rockshow, man oplever - med alle de klassiske Falch-sange som ”Mød mig i mørket”, ”I et land uden høje bjerge”, ”Superlove”, ”Ud af mørket” og ”Den eneste i verden”, der via Toppen af Poppen nu er blevet et hit én gang til.

Med sig i bandet har Michael Falch sin sparringspartner gennem de sidste 12 år, guitaristen Lars Skjærbæk, svigersønnen Christoffer Møller på tangenter, den karismatiske scenemand og bassist Troels Skjærbæk samt den internationalt anerkendte århusianske trommeslager Peter Dombernowsky.

Om MICHAEL FALCH & DÉT BAND live skrev BT i en 6-stjernet anmeldelse: “Falch har aldrig været bedre. Hans karriere er løbet over nu fem årtier. Det er lige ud beundringsværdigt, at han efter så mange år kan blive ved med at forny og udfordre sig selv og sit publikum og give en koncert, hvor gamle stenaldersange går hånd i hånd med nye, forrygende smukke og håbefulde numre.”

På scenen åbner Gurli Octavia op for et eventyrligt, eftertænksomt og til tider brutalt tekstunivers, der leveres med en vibrerende vokal, der ubesværet og melodisk bevæger sig fra at være forsigtig, hæs og skrøbelig til at rumme en urkraftig og løssluppen i inderlighed.

Til trods for, at Gurli Octavia stadig er et relativt ubeskrevet blad herhjemme, har hendes single "Winter Arrived" allerede streamet over 350.000 gange på Spotify. Siden hendes debut i 2017 er det gået stærkt, og herhjemme er særligt singlen ”You Lay Low” blevet spillet flittigt på P6 Beat. I 2017 udgav hun 2 EP'er, Philophobia og Lunacy. Sidstnævnte blev selvfølgelig udgivet på en dag med fuldmåne. I 2018 er hun klar med sin 3. EP og der er varslet en single til sommer.

Underholdning for børn

Ballonkongens Ballon og trylleshow.

Oplev Ballonkongen lave fantastiske tryllenumre og flotte ballondyr. Ballonkongen kan lave ballondyr med bind for øjnene og med lidt hjælp fra publikum kan han også trylle en masse flotte balloner frem.
Børneunderholdning foregår på den lille børnescene ved Kulturbussen i Byparken, fra klokken 18:30

INFO:
Tirsdag d. 31. juli Roskilde Bypark 
Musikken starter kl. 19.30
Gratis entré

Byparkskoncerterne arrangeres af Roskilde Kommune og Gimle.

Gavekort til Gimle

 

SØG ARRANGEMENTER

SAMARBEJDSPARTNERE